Partnerskab er fremragende match for talentrekruttering
PRESSEMEDDELELSE: Excellent Match indgår partnerskab med den internationale rekrutteringsvirksomhed Talentor. Excellent Match får herved adgang til et stort internationalt rekrutteringsnetværk og en innovativ teknologiplatform.
Det er et aldeles fremragende match, når rekrutteringsvirksomheden Excellent Match med base i Århus 1. maj 2010 indtræder i partnerskab med det internationale rekrutteringsnetværk Talentor. Med ét slag får Excellent Match udvidet rekrutteringsbasen og det aktive netværk betydeligt, og samtidig får den danske rekrutteringsvirksomhed adgang til Talentors banebrydende it-teknologi.
Adgang til internationale talenter
Det internationale netværk skal være med til at styrke Excellent Match' evne til også at finde internationale talenter til det danske erhvervsliv.
- Som foretrukken rekrutteringspartner for adskillige større, danske virksomheder har vi længe ønsket at blive en del af et internationalt netværk. Samarbejdet med Talentor betyder, at de af vores kunder, som opererer internationalt, får adgang til de bedste talenter - både herhjemme og i udlandet, siger administrerende direktør, Thomas Secher, som sammen med Tina Storm og Kasper Olsen udgør direktionen i Excellent Match.
Med partnerskabet får Excellent Match en ensartet profil udadtil og skal ikke - som tidligere - alliere sig med forskellige løse netværk, når der skal rekrutteres internationalt.
Innovative rekrutteringsmetoder
Med den nye konstellation får Excellent Match også adgang til en række innovative it-redskaber, som blandt andet er med til at sikre en endnu bredere og hurtigere adgang til relevante kandidater.
- Det er en helt ny måde at tænke rekruttering på. Det er banebrydende redskaber, som bringer kunden endnu tættere på vores processer og gør information tilgængelig for dem 24-7. Den rigtige kombination af teknologi og metode vil være afgørende parameter, når kunder fremover skal vælge samarbejdspartner. Vores nye it-platform giver os nogle unikke løsninger, som øger effektiviteten og får os hurtigere i mål, siger Thomas Secher og fortsætter:
- Rekrutteringsbranchen er ganske konservativ, og rekrutteringsprocesserne har ikke ændret sig væsentligt i mange år. Men de sociale netværk som for eksempel Facebook, LinkedIn og Twitter kræver omstilling i branchen, da virksomheder og jobsøgende har en helt anden tilgang til rekruttering gennem disse netværk. Med Talentors innovative redskaber og vores branchekendskab kan vi nu matche talenter med virksomheder der, hvor de er.
Enestående service til nordiske kunder
I Talentor ser man også frem til at udvide netværket til Danmark:
- Vi glæder os meget til at begynde vores samarbejde med Excellent Match. Excellent Match har et dynamisk og professionelt team, som - sammen med vores partnere i Sverige, Finland og Norge - er med til at sikre en enestående service til vores nordiske kunder, siger administrerende direktør for Talentor Group, Fredrik Sundell.
Yderligere information
Hvis du ønsker yderligere information om Excellent Match Talentor, er du velkommen til at kontakte administrerende direktør Thomas Secher på telefon 87 32 72 72 eller e-mail tas@excellent-match.dk. Du kan også læse mere på http://www.excellent-match.dk og www.talentor.com.
Fakta
Innovative rekrutteringsmetoder
Med partnerskabet får Excellent Match Talentor ApS del i en række innovative rekrutteringsværktøjer som for eksempel videopræsentationer, JobGo og Talent Agent Network.
- En del af Excellent Match Talentors it-redskaber er online videopræsentationer, hvor kandidater kan præsentere sig selv for virksomheder.
- JobGo er en gratis online-tjeneste, som hjælper kandidater med at finde det bedste job og virksomheder med at tiltrække de mest talentfulde ansatte. JobGo kan integreres med virksomhedernes egne ERP-systemer.
- Talent Agent Network er en tjeneste, hvor folk kan melde sig som agenter og derved tjene penge på at henvise relevante kandidater til virksomheder.
Excellent Match...
- hedder fra og med 1. maj Excellent Match Talentor ApS
- er et partnerdrevet rekrutteringsfirma med 17 ansatte i afdelinger i København, Århus og Fredericia.
- bistår dagligt private og offentlige virksomheder med ydelser inden for Human Resource-området.
- løser i gennemsnit 500 opgaver om året.
- har eksisteret siden 1996.
- har specialiseret sig i Search & Selection på specialist-, leder- og toplederniveau samt Outplacement
Talentor...
- er et konsulentfirma, der har specialiseret sig i internationale rekrutterings- og HR-løsninger samt nyskabende it-teknologi.
- har hovedsæde i Helsinki, Finland, opererer i 13 europæiske lande samt Rusland og er et af de største sammenhængende rekrutteringsnetværk.
- Talentor består af mere end 100 konsulenter og opererer i de fleste brancher.
Print





